Det bliver en god dag!

Hjælpeløse tankestrømme præger uge 1 i dette Herrens år 2016 …. (selvom jeg stadig ikke, og med uvisheden om eller hvornår, kalder Ham for Herren).

Men jeg sidder på den anden side af Hans skrivebord og finder mig selv hudløs, panisk og på randen af tårer, fordi jeg ikke kan finde de tanker jeg kunne samle, for at fremføre det ærinde jeg denne morgen møder op på Hans kontor for at hengive mig til i kærlighed.

Han er forsømt! Han siger det ikke, men Han er det! Og jeg Hans kvinde er, upåagtet dag og årstal, plaget af maniske, usammenhængende tankestrømme, der fortæller mig, at Han nok ikke er tilfreds med mig og at jeg burde tage mig sammen som de fleste andre nok ville have gjort? Håbløst ukampdygtig som jeg er, må Han redde os begge ud af den tætte, lidt små hakkende og søgende situation jeg har bragt os i, ved at møde op uden en tydelig dagsorden. Jeg er den lille pige, som min kvindelighed i tidernes morgen voksede ud fra.

Han beder hende sætte sig på Hans skød på den livligt rullende kontorstol under Ham og mine tanker henføres til det liv, der må føles i buksernes mørke varme, som jeg sætter mig tungt og nervøst til rette. Han har gået 8 dage på vand og brød, imens jeg har menustrueret og argumenteret til jeg i hvert fald selv er blevet helt grå og ked af det. På dette tidspunkt er mine tankestrømme blevet til floder, drevet af min paniske ubeslutsomhed, der ikke kan finde ud af, om det burde være mig, der skulle træde i karakter som mødeleder og falde ydmygt ned imellem Hans ben på gulvet foran perlerækken af lukkede bukseknapper? Men det er en af mine mange friheder, at jeg har lov til at være karakterløs. Hans varme, omsorgsfulde og, som minutterne skrider frem, krævende hænder, bygger dæmning i mit oversvømmede hoved, så der dannes kildrende bifloder til min hengivne krop … til nerveenderne på min tungespids som søger huden på Hans hals og den lille flamme jeg pludseligt mærker tændt der hvor maven munder ud i de kønshår, som er på vej tilbage efter sidste barbering.

Han har sin sag for! Mit selvbestaltede dommerpanel er lynende observant denne morgen og henleder min opmærksomhed på detaljer jeg end ikke kan komme i tanke om 1,75 time senere. Jeg svømmer op i hovedet og dykker ned i kroppen og op igen, til Han lader det varme, tryghedsskabende forspil få en ende og forlanger mig ned på gulvet foran det centrale punkt på den usagte dagsorden, som var min oprindelige impuls denne morgen. Jeg lader mine taknemmelige tanker hylde det maskuline karaktertræk, der  gør det muligt for mig at føle mig elsket og værdsat. At kunne køre derfra med den salte smag af Hans Pik på mine læber og en transformerende lettelse.

Det bliver en god dag!

HANS stolthed

Noget er gået op for mig! Det er vigtigt for os, måske det vigtigste? Det har været en central problemstilling i vores sexualitet – og det til trods for, at jeg aldrig har haft det bedre sexuelt end jeg allerede har haft det sammen med HAM.

Min mand er af den meget hensynsfulde og betænksomme slags. HAN ønsker ikke at krølle et hår på mit hoved, hvis jeg ikke ønsker det selv. HAN elsker mig og frygter at se mig vende om på hælene og gå, fordi jeg mener at være blevet forulempet. HAN frygter at miste min kærlighed og samtidig ønsker HAN så brændende at vise mig HANS.

Det er under en samtale en aften, at jeg pludseligt rigtigt forstår, hvad HANS kærlighed til mig også er.

Det er HANS stolthed – jeg er HANS stolthed, HANS kvinde! Det kan være meget svært for en kvinde – eller i hvert fald for mig – sådan rigtigt at forstå, at jeg skulle være noget helt særligt i HANS øjne? Men jeg mærker at det er tilfældet … og nu forstår jeg også betydningen af det for HAM.

Jeg tror …..hvis HAN kunne, ville HAN slentre en tur igennem byen med mig i snor uden en trevl på kroppen. Vise alle de andre mænd, at mig har HAN indfanget og mig har HAN styr på. HAN kunne lade de andre mænd kigge eller røre eller bruge mig … eller HAN kunne bede dem om at fise af. HAN ejer og HAN råder over den stolthed, den kvinde der er HANS!

Hvad gør så en mand, når man ikke kan slentre nøgen igennem byen uden at blive hentet af politiet? (Eller kan få sin kvinde til det?) Med alle HANS kærlige intentioner, finder HAN steder, hvor det vil være okay. Eller steder hvor det næsten vil være okay. HAN bruger sin kreativitet til at skabe situationer med HANS kvinde, som helt, delvist eller blot diskret bringer hende i kontakt med de andre mænd, så HAN kan hive i trådene og styre slagets gang og betragte HANS stolthed, HANS kvinde i aktion.

HANS kvinde på den anden side ….

Jeg er nysgerrig og draget af HANS kraft. Men jeg er frygtsom på mange plan. Bange for at HAN ikke skal føle sig elsket. Bange for at være alene, ikke at kunne forsvare mig. Bange for at det skal gøre ondt eller være ubehageligt. Bange for at gøre noget forkert HAN bliver ked af. Bange for at HAN skal synes jeg er uinteressant og kedelig. Bange for ikke at blive ophidset, når HAN nu så gerne vil ha det. Bange for at nogen skal opdage, hvad jeg er for en. Listen er lang.

Så jeg har svævet og jeg har faldet, opfordret og gjort modstand på den vej vi er gået. Jeg har stukket hovedet ud af busken og gjort ting, som jeg aldrig havde forestillet mig at jeg skulle, nydt dem og hadet dem. Jeg har krøbet ind i vores trygge hule og suget mig fast til HAM og alle de gaver HAN har til min krop. Og jeg er aldrig rigtigt blevet afklaret med dette dilemma … før nu!

I disse dage er jeg dybt berørt af, at forstå på hvilken måde min mands kærlighed kommer til udtryk sexuelt. Jeg er lettet og fyldt med empati for alle de mænd, der har deres kærlighed i klemme i den dør, der er smækket i hovedet på dem af en bange og ubevidst kvinde.

Selvfølgelig skal jeg være en åben kanal for min mands kærlighed, det er både vanvittigt dejligt og det eneste respektfulde jeg kan gøre. Jeg er nu klar over, at jeg fremadrettet altid vil bære HANS kærlighed som kanal for min lyst og HANS beskyttende kraft og dominans som mit værn mod det jeg måtte synes er svært.

TAK ELSKEDE, fordi du stod distancen!

Klog og stærk

Jeg har kredset om dette indlæg et stykke tid nu. Indlægget der handler om, hvor klog og stærk en kvinde jeg er! For det skulle jo nødigt være sådan, at nogen skulle tænke, at jeg må være en kvinde der er faldet mindre heldigt ud. Det ville være grimt for mig!

Jeg tænker ofte på det paradoksale i den følelse. Aldrig har jeg mødt noget som er mere sandt for mig. Aldrig har jeg været så stolt af mig selv. Og aldrig har jeg været så stille.

Frygt er det. Frygten for den følelse der skyller igennem min krop, når nogen peger fingre af mig. I min stilhed nu … bare frygten for frygten.

Nogen gange er det vrede. Vrede over ikke at være lige værdig, fordi jeg ikke er som alle andre. Vrede over at jeg er som alle andre – de vil bare ikke se det. Og vrede på mig selv, fordi jeg jo ikke engang har testet.

For det meste er det kærlighed. Kærlighed til alle mennesker, fordi vi alle gør det bedste vi kan. Fordi vi alle har taget form af det liv vi har levet og fordi vi alle frygter noget.

Jeg har en mand i hånden, hvis livs formål er at passe på mig og hjælpe mig til at vokse mig klog og stærk. Så mon ikke også det lykkes?

Hånden om nakken

Længsel …

Hver dag det samme. Blikket der finder vej ud igennem vinduerne, ud i den tomme indkørsel. Skiftevis skæver til klokken og stirrer på de tomme fliser, lægger vasketøj sammen og stirrer ud i tomheden, rydder op i køkkenet (HAN sætter pris på, at det er ryddet, når HAN kommer hjem) og ser at HAN endnu ikke er der. Om lidt når bilen dukker op rundt om hjørnet, falder alting til ro. Taknemmeligheden, varmen og glæden indtager mig, imens HAN sender sit dejlige smil, der fortæller mig at HAN er glad og at HAN også har længtes.

Finder vej ind mod brystkassens trygge, beroligende varme duft, imens HANS arme falder ind på deres plads omkring min krop … og vi er ét.

HAN er vokset. Griber i går min nakke, holder den stramt og tager min mund med en myndighed, der har forplantet sig i HANS øjne. En gnistrende strøm af ophidselse skyller fra mit skød op i hjernen og mine øjne stirrer længselsfuldt tilbage.

Mere, mere, mere!!

Kvindemenneske

Arghhhh det er så skide irriterende, at jeg kan sidde i mine egne tanker og formulere præcis hvordan jeg har det … så går jeg ind og sætter mig ved tastaturet og er BLANK.

Jeg er en forvirret kvinde nogle dage. Fuldstændig afklaret og rolig andre dage. Det er sikkert derfor det er godt, at HAN guider mig igennem livet. Det føles i hvert fald godt, for HAN er kærlig og indsigtsfuld og kan rumme alle mine udbrud og sammenbrud.

Om 2 timer når den lille sover, ved jeg, at vi kommer til at snakke om alt det der buldrer rundt inde i mit forstyrrede og overbelastede hoved. HAN favner mig altid! Det meste af tiden nu spontant. Det HAN ikke forstår umiddelbart, det forfølger HAN, tager ansvaret for … til HAN forstår og kan drage sin ufattelige omsorg for mig. Det er ikke noget nyt, men HAN er godt nok blevet god til det! Sikke et MANDFOLK!!

Jeg er fuldstændig blød om hjertet af kærlighed. Selvom min kamp med mig selv, netop handler om at kunne gøre ALT for HAM, så er det ikke desto mindre det jeg vil.