Det bliver en god dag!

Hjælpeløse tankestrømme præger uge 1 i dette Herrens år 2016 …. (selvom jeg stadig ikke, og med uvisheden om eller hvornår, kalder Ham for Herren).

Men jeg sidder på den anden side af Hans skrivebord og finder mig selv hudløs, panisk og på randen af tårer, fordi jeg ikke kan finde de tanker jeg kunne samle, for at fremføre det ærinde jeg denne morgen møder op på Hans kontor for at hengive mig til i kærlighed.

Han er forsømt! Han siger det ikke, men Han er det! Og jeg Hans kvinde er, upåagtet dag og årstal, plaget af maniske, usammenhængende tankestrømme, der fortæller mig, at Han nok ikke er tilfreds med mig og at jeg burde tage mig sammen som de fleste andre nok ville have gjort? Håbløst ukampdygtig som jeg er, må Han redde os begge ud af den tætte, lidt små hakkende og søgende situation jeg har bragt os i, ved at møde op uden en tydelig dagsorden. Jeg er den lille pige, som min kvindelighed i tidernes morgen voksede ud fra.

Han beder hende sætte sig på Hans skød på den livligt rullende kontorstol under Ham og mine tanker henføres til det liv, der må føles i buksernes mørke varme, som jeg sætter mig tungt og nervøst til rette. Han har gået 8 dage på vand og brød, imens jeg har menustrueret og argumenteret til jeg i hvert fald selv er blevet helt grå og ked af det. På dette tidspunkt er mine tankestrømme blevet til floder, drevet af min paniske ubeslutsomhed, der ikke kan finde ud af, om det burde være mig, der skulle træde i karakter som mødeleder og falde ydmygt ned imellem Hans ben på gulvet foran perlerækken af lukkede bukseknapper? Men det er en af mine mange friheder, at jeg har lov til at være karakterløs. Hans varme, omsorgsfulde og, som minutterne skrider frem, krævende hænder, bygger dæmning i mit oversvømmede hoved, så der dannes kildrende bifloder til min hengivne krop … til nerveenderne på min tungespids som søger huden på Hans hals og den lille flamme jeg pludseligt mærker tændt der hvor maven munder ud i de kønshår, som er på vej tilbage efter sidste barbering.

Han har sin sag for! Mit selvbestaltede dommerpanel er lynende observant denne morgen og henleder min opmærksomhed på detaljer jeg end ikke kan komme i tanke om 1,75 time senere. Jeg svømmer op i hovedet og dykker ned i kroppen og op igen, til Han lader det varme, tryghedsskabende forspil få en ende og forlanger mig ned på gulvet foran det centrale punkt på den usagte dagsorden, som var min oprindelige impuls denne morgen. Jeg lader mine taknemmelige tanker hylde det maskuline karaktertræk, der  gør det muligt for mig at føle mig elsket og værdsat. At kunne køre derfra med den salte smag af Hans Pik på mine læber og en transformerende lettelse.

Det bliver en god dag!

Når enden er rød er alting godt!

HAN samler mit hår i en hestehale og trækker skånselsløst mit hoved tilbage mod sit bryst i det stille mørke. Med den hånd jeg elsker at mærke i min, presser HAN mit ansigt ned i puden og holder mig til uroen er kvælende i mit stressede luftrør. Der er utallige børn i huset og HAN lader mig vide, at HAN har tænkt sig at slukke mine skrig under spanskrøret i min ellers så værdsatte hovedpude.

HAN rammer med nådesløs præcision det samme sted på mine baller og udløser en hektisk gispen efter vejret, som er umulig at time med HANS beslutsomme tag i mit hår, der tvinger mit ansigt ned og lukker alt andet ude. Igen og igen og igen.

Jeg havde lovet at barbere mig glat og blød for HANS mund, men i en sanserus af hus- og havearbejde fortabte jeg mig og måtte dermed have lidt ekstra hjælp til at skærpe mit fokus på at huske, at imødekomme de krav HAN med al rimelighed og imødekommenhed stiller op for mig.

Her dagen derpå popper et tilbagevendende spørgsmål op i mig. Hvordan kom jeg her til, at jeg føler velviljen, føjeligheden og kærligheden slå dybe rødder på baggrund af en seance som denne? Utallige lignende vidnesbyrd om drevne kvinders virkelighed, fik tidligere min mave til at snøre sig sammen af lutter frygt og manglende genkendelse af det min virkeligheds forståelse anviste som trygt og godt.

Et enkelt svar på noget uhyre nuanceret kan være, at jeg har dybtgående og altfavnende tillid til HANS intention, evne og vilje til at passe på mig på alle plan. HANS lederskab er uanfægteligt. Hver gang HAN er faldet (over mig), har HAN rejst sig og grebet tøjlerne med utrættelig vedholdenhed.

Jeg ØNSKER, at HAN skal vise mig vejen. Jeg har brug for, at HAN hjælper mig med at forfine og tydeliggøre min hengivenhed. HANS dominans bekræfter mig i, at HAN er stærk og det tænder mine ur-drifter og trykker på den skjulte knap, som jeg af gode grunde ikke kunne have kendskab til før jeg havde anledning til at finde ud af hvor den sad.

Den halve sandhed

I aftes gjorde HAN det igen …. vildere end nogensinde før. HAN brød igennem sine egne forsvars værker og viste mig, hvordan det er en mulighed “bare” at være helt ærlig. Uigenkaldeligt at indrømme at der er utryghed og frygt – og at der er måder at forsvare sig selv på.

Det sender mig tilbage foran computeren de timer HAN er afsted med den lille. Ærligt, så er der noget rutinepræget over det, at jeg sidder her netop en dag som i dag. Jeg har hang til at prale af mine succeshistorier og en selvfed følelse af at være ovenpå, at have knækket koden til et lykkeligt liv – eller være værdig til at få et foræret.

Kære læser UNDSKYLD! Jeg er selvfølgelig ikke perfekt! Jeg lever selvfølgelig ikke et liv, som er indhyllet i dampende bløde skyer med rosenduft og sød musik i ørene. Under den udvalgte blanke og lyksalige overflade er også en kvinde, som er bange for nogen ting – ja en del ting når det kommer til stykket.

Jeg har fundet en MAND, som ønsker og evner at gå forrest, at være et lysende forbillede, at lede os igennem livet med ALT hvad det indebærer. Det er ikke lutter underholdning og euforiserende stoffer i kroppen. Nogen gange, ind imellem ofte, bliver vi hver især bange for hinanden. Bange for ikke at møde eller genkende kærligheden, loyaliteten, rummeligheden i den andens øjne.

Så er det, at jeg snakker HAM efter munden eller undlader at sige noget. I disse rum i tiden, kan jeg ikke mærke min submissive sjæl på den lyksalige måde. Jeg er blot en bange, undvigende kvinde uden tanke for andet end min egen smerte.

Nogen gange kan jeg komme til at tro, at det er HAM som er skyldig. Men det er kun den halve sandhed.

Og således poster jeg om lidt endnu en succeshistorie.

Virkelig uvirkelig hverdag

Vi mærker det begge nu til aften. Hverdagens rastløshed, den tomhed der på en eller anden måde lukker sig tæt udenom vores varme kærlighedsliv, der den seneste uge er blevet fejret sammen med Jesu død og genopstandelse. Der er ingen vej udenom. Vi må stille vækkeuret før den lille vågner, spredes i vore gemakker med hvert vores gøremål i den time eller to før arbejdet igen kalder. Jeg finder atter de løse gevanter frem og præsenterer mig for min gemal i køkkenet, som nikker anerkendende og tilfreds. Der er intet spor af min efterhånden lidt rigeligt hængende barm, der flirtede med HANS sultne blik søndag aften i mit nedringede stuepige kostume.

Når jeg sætter mig ud i bilen med en skærende fornemmelse ved trussekanten efter al den barbering, så er det uvirkeligt at vende tilbage til “virkeligheden”. Og som jeg snegler mig frem i morgentrafikken til lyden af overstadige radioværter, trænger lykkefølelsen sig på i mit bryst, sammen med savnet.

Der er mange flere hverdage end der er påskedage og indimellem er det et ubærligt faktum. Men lykken der spreder sig i mit bryst denne typiske tirsdag morgen, skyldes i høj grad netop det. At kærligheden siver ind af alle huller og sprækker der viser sig og overløber livets forpligtelser som tyk, sød, mørk chokolade.

For et par år siden skrev en blogger – der ikke længere er i blandt os, men som jeg holdt meget af – i et indlæg om deepthroating, at det er vigtigt at nyde processen for hver centimeter den pik kommer ned i halsen uden man skal kaste op. Og hun havde som i så meget andet, ufattelig meget ret! Der er så mange hverdage på vej mod “målet” og det er synd og skam at brække sig over dem. Samtidig er det også blevet min erfaring, at hver en strabadserende bakketop jeg har slæbt mig selv henover i de tidligere hverdage sammen med HAM, hvor jeg endnu ikke vidste hvem jeg selv var, hvem HAN var og hvem VI var, er grunden til den hverdagsagtige morgenlykkefølelse, som jeg var indhyllet i for 14 timer siden og som jeg om lidt også tager med ind under dynen, når HANS pik glider så langt ned i min hals som jeg formår 7. april 2015.

Sammen kan vi klare alt HAN og jeg. Det sure med det søde.

Kærtegn af en anden verden

Hvad er der med det spanskrør alle taler om??

For mig hidtil kun grublerier …. indtil HAN pludselig sad i stuen og strøg skægstubbene på HANS markante kindben i langsomme bevægelser med et slankt, sort spanskrør, som havde talt meget indtrængende til HAM under en indkøbstur. En undselig pind, ikke meget væsen gør det af sig og måske netop derfor frygtindgydende i HANS hånd. Min Gud hvor er HAN smuk!

HAN behøver ikke tegne rammerne op for mig. Det er ikke nødvendigt at teste slageffekten for at tydeliggøre magtforholdet imellem os, kontrollen HAN og HANS på overfladen ydmyge, nye ven har over mig. Jeg er sat til vægs i respekt for smerten, der i min forestillingsverden må være bidende og snerrende intens?

Min Gud hvor er HAN smuk! Stærk fordi HAN beslutsomt tager spanskrøret i hånden for et par dage siden og stryger min nøgne, nervøse bagdel med den kølige, hårde pind. Lader mig vide, at om lidt kommer HAN efter mig! Tester slageffekten på min forventningsfulde hud, som HAN forinden har testet den på sig selv. Små slag der med al tydelighed ingenting er i forhold til HANS potentiale. Som jeg ligger der på maven og løfter mine baller imod HAM, finder HANS varme, våde tunge vej til mit bageste hul, overalt i og omkring min våde kusse der åbner sig mod HAM i begærlighed. Spanskrøret igen, hårdere, bidende, snerrende. Jeg klynker og sejler ud og ind af begær efter HANS kærtegn, hvad de end måtte være.

HAN er så smuk og modig og stærk! HAN bærer mig igennem alt, anviser mig livet og krydser sine egne grænser for at jeg skal mærke HAM som en klippefast grund, hvor jeg kan hvile.

At fremme et kærligt menneske

Jeg (du) er født uskyldig og tillidsfuld!

Således godt på vej, har jeg levet mit liv, imens du levede dit. Der er gået mange år og essensen af mit liv er blevet min hjemmebane, min glæde, min frygt – som du i dit liv. Og ingen af os er længere så uskyldige og tillidsfulde som i udgangspunktet.

Når vore veje krydser hinandens, taler vi det samme sprog – og dog ikke det samme. Hvor uskyld er blevet til sorg eller vrede, og tillid er blevet til frygt, da har vi hver især så inderligt brug for, at blive omfavnet af rummelighed, forståelse, respekt.

Det er faktisk ikke så svært. Jeg prøver at tænke på, at du har mødt mennesker og været steder jeg aldrig har mødt og set. Og så tænker jeg på, hvordan du mon har haft det og hvad det har gjort dig til? Jeg får lyst til at slikke dine sår og kraft til at glemme mine egne for en stund.

Som din forståelse og kærlighed heler mine sår.

At starte en bølge ud af hvilken der træder en stærk mand og en hengiven kvinde.

Noget om overgivelse

Som dage, uger og måneder skrider frem går det mere og mere op for mig, at overgivelse er et magisk princip, som giver mig hidtil ukendte dybe og storslåede oplevelser og erkendelser. For et par år siden provokerede det min forfængelighed og retskaffenhed at læse om andre submissive kvinders valg i livet – eller måske rettere det som jeg dengang ikke helt kunne skelne fra deres mænds mulige udnyttelse af en gunstig situation. Hvorfor skulle en kvinde ønske sig, at afgive sin egen vilje til sin mand?

I dag kunne jeg skrive en hel bog om alle de eventyrlige grunde til, at det for mig er blevet kilden til et lykkeligt liv. En vilkårlig grund er denne ….

HAN slår benene væk under mig med HANS måde at være på! At jeg er den kvinde, som må ligge nøgen og sårbar ved HANS side, gør mig svimlende taknemmelig. Når jeg ligger hovedet i HANS varme, nøgne skød og tager HANS slappe pik i munden, stiller mit ellers flakkende kvindesind af sig selv skarpt på ydmygheden over, at det mig der må. Og som jeg tager HAM dybt ind og lader tunge og læber kærtegne HANS stigende erektion opdager jeg, at jeg ikke længere tager HAM metodisk, som jeg ved HAN kan lide det (eller som jeg endnu tidligere troede man skulle) – jeg tager HAM med den ydmyghed og kærlighed jeg føler for den mand og HANS pik jeg er blevet betroet.

Min krop, der uhjælpeligt vrider sig ved HANS side på madrassen, eksploderer pludseligt i en rødmende steppebrand der gør mig svimmel og skamfuld på samme tid. Det chokerer mig hver gang det sker, som noget uforklarligt og ukontrollabelt, noget jeg brændende ønsker mig, men som jeg tilsyneladende har svært ved at tillade. Det er som et flygtigt glimt af paradis, et kort øjeblik som fortrænges af min krop, som endnu er utryg ved det frie fald.

Disse aftener hvor min mund umætteligt kysser, slikker og masserer HANS varme, tændte pik med min kærlighed, har aldrig været bedre for nogen af os. Overgivelse fra sind til krop. Sex uden tanke. Sammensmeltning af energi. Frihed. Kærlighed.