HAN sidder foran mig. Tilbagelænet, opmærksom. De dybe, mørke øjne udstråler ro og myndighed, ansigtet lagt i folder der fortæller historien om en mand, der nægter at omgås sandheden, at give min frygt barmhjertighed og fred. Fordi HAN VED, at jeg har brug for noget andet. Uendelig talestrøm og byger af spørgsmål rettet imod mig.
En lille orange gnist af irritation tændes et sted i mit indre. En murrende fornemmelse i solar plexus som vokser og vokser og vokser sig rød. Jeg vrider mig som et forurettet barn. Har ikke lyst til at gå derind … ind i den sandhed HAN fortæller mig, at HAN kan se derinde. Med HANS røntgen syn.
Sandheden om hvordan jeg nægter Sofie at leve. Et liderligt, ustyrligt pigebarn. Ja, HAN siger endda, at HAN er sikker på, at Sofie bliver våd af at blive ydmyget, få smæk og blive sat på plads!?!?!?!
Og så er det at jeg pludseligt ikke kan lade være med at smile. Det må have set morsomt ud. En dødtræt, irriteret kvinde der afværger ethvert forsøg på dialog med et slapt og udpint ansigtsudtryk. Pludseligt flækker hendes nedfaldne mund i et smil og de før så sløve øjne vækkes … stirrer provokerende tilbage. Alt imens jeg fornægter, at Sofie skulle have nogen særlig betydning. At jeg kunne bo på en sten med HAM og leve af kærlighed og kildevand.
Sofies skrifte 