Pigebarn!!

HAN sidder foran mig. Tilbagelænet, opmærksom. De dybe, mørke øjne udstråler ro og myndighed, ansigtet lagt i folder der fortæller historien om en mand, der nægter at omgås sandheden, at give min frygt barmhjertighed og fred. Fordi HAN VED, at jeg har brug for noget andet. Uendelig talestrøm og byger af spørgsmål rettet imod mig.

En lille orange gnist af irritation tændes et sted i mit indre. En murrende fornemmelse i solar plexus som vokser og vokser og vokser sig rød. Jeg vrider mig som et forurettet barn. Har ikke lyst til at gå derind … ind i den sandhed HAN fortæller mig, at HAN kan se derinde. Med HANS røntgen syn.

Sandheden om hvordan jeg nægter Sofie at leve. Et liderligt, ustyrligt pigebarn. Ja, HAN siger endda, at HAN er sikker på, at Sofie bliver våd af at blive ydmyget, få smæk og blive sat på plads!?!?!?!

Og så er det at jeg pludseligt ikke kan lade være med at smile. Det må have set morsomt ud. En dødtræt, irriteret kvinde der afværger ethvert forsøg på dialog med et slapt og udpint ansigtsudtryk. Pludseligt flækker hendes nedfaldne mund i et smil og de før så sløve øjne vækkes … stirrer provokerende tilbage. Alt imens jeg fornægter, at Sofie skulle have nogen særlig betydning. At jeg kunne bo på en sten med HAM og leve af kærlighed og kildevand.

og øjeblikket efter ..

.. befinder jeg mig på terrassen igang med at fjerne visne blade fra træet der har fyldt os med dejlige grønne sommerfornemmelser i måneder og som nu er gået ind i sit efterår….

Alt er som det skal være!

Nogen gange skal man se meget, for egentligt at se

Modet til at flytte sig?

For et par dage siden printede jeg en danskstil for min teenage søn. Det er en god måde for en mor, at få bare lidt dybere indblik i hvad der rører sig under den tjavsede hårpragt. Temaet for teksten var MOD. Modet til at turde flytte sig på trods. På trods af følelsen af frygt for at fejle, for ikke at være eller blive en succes. Det er meget lig en mor at være stolt af sine børn (heldigvis) og jeg er ingen undtagelse. Sikke et mod han har at forfatte et offentligt dokument om ægte følelser, der i andres øjne kunne betragtes som svagheder. Og hvor det glæder mig, at han evner at reflektere over sine følelser og betydningen af dem – noget hans mor i en alder af 42, først nu rigtigt er ved at fatte.

Det skal nok gå alt sammen!

Jeg kom til at tænke på den stil han skrev, fordi jeg har og har haft mange overvejelser omkring min blog. Jeg hører til den perfektionistiske type, der ikke accepterer fejl fra min egen hånd – heller ikke når de er sket. Den livsstrategi gør det overordentligt svært nogensinde at skabe noget som helst, end sige overhovedet komme igang med de første spæde initiativer til en bevægelse i retningen af det.

Jeg indser, at jeg – på trods af min skarpe opmærksomhed imod det – tror jeg skal være noget særligt for dels at være stolt af mig selv, dels at være noget at kunne være stolt af i andres øjne.

Jeg har besluttet at tage ved lære af min indsigtsfulde søn. Lade ærlighed og sårbarhed føre pennen på bloggen. Jeg overgiver mig til min trang til at skrive og glæden ved at arbejde med sproget. Jeg overgiver mig til troen på, at det jeg har på hjertet på den ene eller anden måde kan betyde noget for andre. Jeg overgiver mig til det uplanlagte og tror på at det samlede resultat tegner et billede af et helt menneske.

Alt er som det skal være!